Opgaver til Dansk
Materialet rummer masser af gode danskfaglige aktiviteter. Fra læsning på flere niveauer, genfortælling og læseteater (med stangdukker lige til at klippe ud), fotohistorier og foldebøger til et miniforløb om kommunikation.
I materialets danskfaglige aktiviteter kan I bl.a. arbejde nærmere med elevbogen, digitale fotohistorier og en interaktiv ’Børnenes Egen U-landskalender’. Opgaverne passer godt sammen med årets bog og med årets film i Filmbanken. I kan også frit kombinere med materialets andre opgaver – fx leg og bevægelse, musikvideo, madlavning og kreative opgaver, der alle handler om de samme tematikker.
Læsetræning i ’Forsvundet i Jakarta’ af Benni Bødker: Elevbogen inviterer til danskfaglig fordybelse og arbejde med læsetræning. Bogen rummer også masser af spændende faktastof. Hovedfortællingen er til selvlæsning fra 3. klasse. De tre små eventyr er letlæsning til de mindste klassetrin. Alle findes de også som web-bøger (ligger på siden ’Opdag Indonesien’) og som lydbøger.
Forslag til samtaler: Her kan du finde inspiration til samtaler om hvert enkelt kapitel i ’Forsvundet i Jakarta’.
Læseteater i klassen – eller teater med flotte stangdukker: Vi har omsat Benni Bødkers tre små eventyr fra elevbogen til dialog med lav lix. Så kan I opføre dem som læseteater i klassen – eller for forældrene. I opgavearket ligger desuden store tegninger til flotte dukker til alle rollerne, så I også kan opføre det som stangdukke-teater.
Genfortæl ’Forsvundet i Jakarta’: Her får du et udklipsark med billeder fra historien, som du kan bruge på forskellige måder til en øvelse, hvor eleverne skal genfortælle handlingen. Der er både opgaver til 1.-2. klasse og 3.-5. klasse.
Lav flotte fotohistorier eller en digital kalender: Eleverne formidler deres nye viden om Indonesien ved at lave digitale fotohistorier eller en interaktiv kalender. Resultatet kan sendes eller vises til fx forældrene eller en venskabsklasse. Eleverne undersøger, læser, udvælger, disponerer, skriver og præsenterer. Værktøjerne ligger på hjemmesiden og er nemme at arbejde med. Alle de vigtigste tekster kan læses højt, så også de mindste kan være med.
Malebog: Her finder du nogle af illustrationerne fra ’Forsvundet i Jakarta’ i en udgave, hvor eleverne selv kan farvelægge dem. Brug dem, mens der læses højt i klassen eller til de elever, som kan have brug for en lille pause.
Lav en fakta-foldebog om Indonesiens dyr: Med foldebøger kan eleverne lave et fagligt og kreativt produkt, hvor de både kan udtrykke sig i ord og billeder, form og rum.
Miniforløb om kommunikation til 3.-5. klasse
Her lærer dine elever en masse om kommunikation – tilrettelagt på en konkret, sjov og scenariebaseret måde med tre gode opgaver. Eleverne lærer både om målgruppe, disponering, overskrifter, billedtekster og markedsføring – men i børnehøjde og med meget enkle øvelser, der er lige til at bruge. Opgaverne er lavet af kommunikationsfolk i samarbejde med dygtige danskkonsulenter. Eleverne omsætter også deres nye viden i et flot slutprodukt: Deres helt egen digitale lågekalender, der kan sendes til familien, handler om årets land og bliver endnu bedre med den nye indsigt.
- Hvem er målgruppen: Med tre sjove øvelser lærer eleverne, hvordan man fortæller til en målgruppe.
- Lav gode overskrifter og billedtekster: Eleverne lærer om gode overskrifter og den vigtige billedtekst, der både skal fortælle en historie og spille sammen med et foto.
- Lær at disponere: Med enkle øvelser lærer eleverne om at udvælge stof, at gruppere i emner og at finde en god rækkefølge.
- Børnenes egen U-landskalender: Eleverne producerer deres egen digitale lågekalender, hvor de bag lågerne formidler om årets land – i form af fotos, overskrifter og billedtekster. Kalenderen skal laves til en målgruppe, fx forældrene eller en venskabsklasse. Modtagerne får adgang til at se kalenderen på computer eller mobil, hvor de kan åbne lågerne.
Lær om årets projekt
Årets organisation PlanBørnefonden har lavet en flot temaside – 'Klimamissionen' – her på hjemmesiden. Den giver eleverne et godt indblik i, hvad årets projekt egentlig handler om, og hvorfor det gavner børn og unge i Indonesien. Læs mere om siden her.
Læs mere her:
Find beskrivelsen af danskmodulerne og kommunikationsforløbet i lærervejledningen på side 36-39. Hvis du ikke har en trykt udgave, kan du hente den som PDF her.
Opgaver til dansk (uddrag af lærervejledning som pdf)