Årets oplevelse: Sådan fungerer materialet om Indonesien
Læs her om nogle af de spændende ting, du og dine elever kommer til at opleve på rejsen rundt i Indonesien. Længere nede på siden får du et lyn-overblik over materialets dele – og den didaktiske idé bag.
I 2025 tager Danidas undervisningsmateriale dig og dine elever med på en lærerig rejse fuld af oplevelser til det store ørige, Indonesien, i Sydøstasien.
Gennem bøger, webtemaer, film, fotos, masser af faglige og kreative opgaver og madlavning oplever I mange sider af Indonesiens kultur, dyreliv og historie – og I kommer helt tæt på dagligdagen og børnenes liv.
I menupunkterne kan du læse mere om, hvordan årets materiale fungerer, og hvad det rummer: Om bøgerne, opgaverne, web-aktiviteterne, kurser til lærere og selvfølgelig om årets projekt.
Over 1.100 skoler brugte U-landskalenderens materiale sidste år – og 99 % af lærerne var glade for det. Hvert år laver vi et nyt, komplet materiale om et nyt land – og mange bruger det med deres elever år efter år.
Velkommen til Indonesien!
Indonesien er verdens største ørige og ligger mellem Asien og Australien. Landet består af over 17.000 øer, hvoraf de mest kendte er Java, Sumatra, Borneo og Bali. Her finder man alt fra komodovaraner, orangutanger, vulkaner og tætte regnskove til farverige koralrev, rismarker og travle storbyer. Landet er også så stort, at øerne rummer mange helt forskellige naturtyper og måder at leve et dagligliv.
Indonesien var i over 300 år en hollandsk koloni, men blev selvstændigt i 1945. Landet har siden oplevet både politiske uroligheder og naturkatastrofer – som fx store jordskælv og vulkanudbrud. I dag er Indonesien en demokratisk republik med en ung befolkning, mange traditioner og stor forskellighed i kultur og religion.
Landsbyen midt i storbyen
I årets nye materiale skal I opleve flere sider af Indonesiens hovedstad Jakarta – en buldrende asiatisk storby med omkring 11 millioner indbyggere.
I skal besøge flere af de boligområder i Jakarta, hvor de fattigste familier bor med byens skyskraber-skyline som baggrund. Det er små landsbyer – kaldet ’kampunger’ – midt i storbyen, hvor folk lever et meget beskedent liv i de smalle gader og gyder. De ligger gerne lige på kanterne af byens floder og kanaler.
I kommer tæt på børnenes liv, er med i skole og helt inde i hjemmene. I kampungerne er oversvømmelser er en særlig udfordring, fordi de ligger lavt og derfor tager mod en stor del af regnvandet, som der bliver mere og mere af på grund af klimaforandringerne.
I skal også opleve den moderne side af Jakarta og er med til bilfri søndag, hvor folk trækker i løbetøjet eller hopper på cyklen. I skal med til badmintontræning – som er lidt af en folkesport – og gå tur gennem det livlige Chinatown.
Livet på vulkanøerne
Udover Jakarta skal I også udforske to meget forskellige indonesiske landsbyer.
Den ene ligger ved kysten på vulkanøen Lembata, hvor der ikke kommer mange rejsende. Her er livet helt anderledes. Nedbøren er meget sparsom, og her fanges stadig hvaler og holdes byttemarkeder. Fisk, majs og kokosnødder er vigtige fødevarer.
Den anden landsby ligger langt borte – midt på det frodige Java og tæt på regnskoven. Her dyrker de ris, kaffe og kardemomme – og holder en stor årlig legefest på den lille skole.
I begge landsbyer kommer I tæt på børnenes liv og hverdag med skole, leg og aktiviteter som træning i kampsporten pencak silat, fodring af husdyr, badning i bjergfloden og åle-jagt i de mudrede rismarker.
Det består materialet af:
- Elevbogen med Benni Bødkers spændende fortælling 'Forsvundet i Jakarta', tre læs let-eventyr og masser af faktastof i små bidder.
- Lærervejledning med al baggrund til læreren om årets land samt tips og vejledning til hele materialet.
- Masser af opgaver til flere fag – nemme at gå til og differentieret efter klassetrin.
- Website til eleverne med research, interaktive børneportrætter og kreativ produktion.
- Lærersider med alle materialer klar til brug.
- Grydeklare forløb, som du selv kan tilpasse.
- Mange film fra både DR, Danida og Plan Børnefonden.
- Oplevelsesside om årets støtteprojekt i børnehøjde.
- Kurser til lærere – en mulighed for ekstra inspiration.
Læs mere om det hele i menuen her på hjemmesiden.
Klassetrin og fag:
Materialet er rettet mod 1.-5. klasse – og primært til Dansk, Natur/teknologi og Billedkunst. Men der er også fagopgaver til Håndværk og design, Madkundskab og Matematik. Samtidig arbejder eleverne fagligt med bevægelse og med IT-produktion i skræddersyede værktøjer.
Der er niveau-differentiering i de fleste aktiviteter. Derfor bruger stadig flere lærere også materialet i 0. klasse og 6. klasse.
Grundideen bag materialet:
Engagement og høj faglighed
Grundideen bag materialet er, at eleverne får globalt udsyn og samtidig arbejder med faglige kernemål. Enten i et enkelt fag eller tværfagligt i en hel række fag. Enten som fagperiode eller som en eller flere hele emneuger. Alt i materialet er opdelt i fagmoduler og enkelt-opgaver, der er gennemarbejdede og lige til at bruge.
Samtidig er det gjort sjovt og engagerende: Eleverne mærker glæden ved at fordybe sig i et farverigt og varieret tema – og ved at arbejde på mange forskellige måder. Meldingen fra mange hundrede skoler er, at eleverne går op i arbejdet med liv og sjæl, og at de hvert år glæder sig til årets nye tema.
For eleverne bliver det et kulturmøde, hvor de også møder sig selv. De får et indblik i børneliv og naturfænomener i et fremmed land – og de reflekterer over deres egen hverdag i et nyt lys. De støder også på årets tema i DR’s udsendelser, på pap-julekalenderen og i andre af U-landskalenderens aktiviteter.
Materialet er udviklet med fagkonsulenter, og det er nemt at bruge og tilpasse til klassens behov. Ved at se på materialet fra 2024 får du en idé om, hvordan det nye for 2025 vil fungere.
Didaktisk tilgang
Både elevernes faglige færdigheder og deres kreativitet sættes i spil med varierede opgavetyper. Bl.a. litteraturfaglige opgaver, naturfaglige eksperimenter, kreative aktiviteter, lege – og arbejde med hjemmesidens web-værktøjer. Her kan de lave flotte fotohistorier – eller deres egen interaktive lågekalender om årets land, som de f.eks. kan sende til forældrene.
Der er en klar rød tråd gennem materialet: Eleverne bruger hele tiden aktivt den viden, de får undervejs fra fortællinger, film, billedserier, faktastof og opgaver. Alt er samstemt, og de får altid præcis det for hånden, de skal bruge lige nu. Det gør det nemt og overskueligt at arbejde med.
Arbejdsformen motiverer eleverne til at reflektere, stille spørgsmål og formidle stoffet. De kommer til at arbejde bredt med Det 21. århundredes kompetencer – i scenariebaserede og fagligt stilladserende processer.
Også godt til specialelever på mellemtrinnet og til tosprogede
Mange lærere bruger også materialet til specialelever på mellemtrinnet. Desuden fortæller nogle lærere om, at tosprogede elever bliver motiverede af, at der er elementer i historierne og materialet, som ligner ting, de har hørt om eller oplevet i familiens oprindelsesland.
- ”Som specialskole er dette materiale en guldgrube. Vi har været utroligt glade for at bruge det, og efter to ugers arbejde havde vi fremlæggelser på en skolelørdag for forældre – alle elever viste fotobøger på Smartboard via deres iPads, og det var utroligt vigtigt for os.”
- ”Tak for et meget rigt og gennemarbejdet materiale. Jeg arbejder på en specialskole, og især de mange film og billeder understøttede rigtig godt læsearbejdet med bogen.”
- ”Jeg har gennem flere år arbejdet med materialet i vores specialklasserække. Eleverne er glade for det. De har generelle indlæringsvanskeligheder, hvor nogle hverken kan læse eller skrive. Her er materialet helt fantastisk.”
- ”Undervisningsmaterialet er fortrinligt til specialklasser - de får en masse viden om et andet land og kan identificere sig med børnene og sammenligne med deres egen hverdag.”
- ”Jeg har brugt materialet i en specialklasse. Her har filmenes høje klasse samt elevbogens flotte design med en spændende historie propfyldt med viden været af afgørende betydning for elevernes udbytte.”
- ”Godt til mellemtrins-specialelever – de får en masse ud af materialets opbygning. Også det elektroniske materiale er godt. Det har de også brugt i fritiden hjemme.”