Elevbogen er fyldt med stof og er et godt centrum i materialet
Årets elevbog er skrevet af en af lanets mest populære børne- og ungdomsforfattere, Benni Bødker. Ud over hovedfortællingen 'Forsvundet i Jakarta' har han også skrevet tre læs let-eventyr til bogen – genfortællinger af grumme, indonesiske eventyr .
Bogen rummer desuden masser af faktastof og illustrationer. Den er oplagt at bruge som centrum i et forløb, men man kan også bruge materialet uden. Der er lydbøger og læsetræning. 68 sider i stort format.
Benni Bødkers hovedfortælling i elevbogen foregår i kernen af årets rejse og årets projekt: I en typisk dagligdag for børn i Jakartas fattige 'landsbyer, de små 'kampunger'. Desuden er den fuld af billeder og faktastof i små bidder, der giver eleverne en fin introduktion til hele Indonesien og hvordan børnene lever dèr. Derfor fungerer den rigtigt godt som rød tråd i et forløb.
Den er oplagt at bruge som centrum i et litteraturfagligt danskforløb. Og så er den bare spændende læsning.
Men du kan sagtens bruge materialets opgaver, film, website og andre dele til et forløb uden elevbogen. Mange lærere bruger dog så fortællingerne som intro – eventuelt ved at læse højt eller høre dem som lydbøger.
'Forsvundet i Jakarta' af Benni Bødker
Benni Bødker er nok bedst kendt for uhyggelige bøger om vampyrer, zombier og andre klamme væsner i serier som ’Zombie City’, ’De 7 nøgler’ og ’Sarin’, men han har udgivet bøger i alle genrer og for alle aldre. Hyppigt diskret indvævet med lag af kulturhistorie og litterære referencer.
Benni er født i 1975 og er cand.mag. i dansk og filosofi. I dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, og hans bøger udkommer verden over. Han har modtaget Claus Deleuran-prisen, skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er ni gange nomineret til Orla-prisen.
Harun bor med sin familie i Jakarta, hovedstaden i Indonesien.
Nogle dage kan det være en udfordring bare at komme i skole, for han bor i en af de fattigste dele af byen lige ved bredden af en af de store floder. Her oversvømmer vandet oftere og oftere de små huse, og så gælder det om i en fart at redde familiens ejendele fra at drukne. Når vandet står rigtig højt, må han svømme i skole!
Men Harun har også ansvaret for sin lillesøster Kamilah, og det er næsten en lige så stor udfordring. Kamilah elsker historier, og når hun sætter sig noget i hovedet, så gør hun det også.
En dag er Kamilah pludselig draget hjemmefra på egen hånd, og Harun er nødt til at finde hende. Han opdager, at Kamilah er på vej ud til bjergene og kysten på jagt efter den gamle historiefortæller Ariya. Sporet fører igennem den enorme millionby, med Harun er nødt til at finde sin lillesøster, inden det går galt.
Tre små læs let-eventyr
Til bogen har Benni Bødker også genfortalt tre, lidt barske indonesiske eventyr. De er skrevet ned til kort form og holdt i enkelt sprog, så de egner sig til selvlæsning for de yngste læsere.
Lydbøger og læsetræning
Elevbogen kan bruges i danskundervisningen på flere måder. Bogen er på 68 sider i stort og flot format, med letlæst skrift, og med tekster i varierende længde og lix. Hovedfortællingen egner sig som selvlæsning for gode læsere i 3. klasse og opefter. De små eventyr er i lavere lix.
På hjemmesiden får svage læsere i klassen læsestøtte. Vi lægger nemlig både hovedfortællingen og fablerne ud som onlinebøger med tekst og oplæsning. I kan også høre dem som rene lydbøger – eller bruge bogen til højtlæsning i klassen.
Masser af faktastof i små bidder
Elevbogen rummer masser af godt faktastof om livet og naturen i Indonesien. Det er skåret op i små bidder som billedtekster, faktabokse, ordforklaringer og temasider, der knytter an til emner fra fortællingen – og til de emner, som eleverne får foldet videre ud på hjemmesiden og i arbejdet med opgaverne.
Bogen er gennem-illustreret med flotte billeder fra Indonesien af den danske fotograf Jeppe Gudmundsen-Holmgreen og med sjove, fabulerende illustrationer af de to tegnere Line Malling Schmidt og Dorte Bengtson.