Masser af gode film ligger klar i Filmbanken – i år også VR
Materialet rummer mange film fra DR, Danida og PlanBørnefonden. De er alle lavet specielt til U-landskalenderen 2025. Filmene indgår i undervisningen, men I kan også bruge dem i pauser til at give ekstra perspektiv. Filmene vil ligge klar på websitet fra starten af oktober – samtidig med at klassesættene sendes ud.
I år har PlanBørnefonden og TakeawalkVR suppleret med nogle sjove 360 graders-film plus mulighed for rigtig VR-oplevelse.
I filmene kommer eleverne til at opleve mange sider af Indonesien helt tæt på. Desuden er der tutorials – korte instruktionsfilm til de to web-værktøjer, hvor eleverne producerer fotohistorier eller en digital lågekalender om Indonesien. På den måde er det nemt at introducere eleverne til arbejdet.
DR Ramasjang: Hr. Skæg og Motor Mille i Indonesien
En helt ny serie i seks afsnit med begge Ramasjangs mest populære figurer, der rejser ud til Indonesien med U-landskalenderen.
Motor Mille og Hr. Skæg kommer endnu en gang på en stor opgave med at redde hele verdens regnbue. Denne gang gemmer de store problemer sig i Indonesien, hvor de skal have hjælp fra børn i både Jakarta og på en ganske lille ø uden for den store by.
Film fra Danida
Når dine elever går på opdagelse på hjemmesiden, vil de kunne se en lang række korte film fra Indonesien, som er produceret til undervisningsmaterialet. I kan også se dem sammen i klassen for at ’sætte scenen’ og som afsæt til at arbejde med materialets opgaver.
Introfilmen ’Velkommen til Indonesien’ tager både eleverne med rundt i millionbyen Jakarta, ud på en fjerntliggende vulkan-ø og til en landsby på det frodige Java. Filmen forklarer også, hvad overskuddet fra salget af årets U-landskalender går til.
De andre film går mere i dybden og tættere på børnenes liv forskellige steder i Indonesien. I kan også se en film, som er optaget med GoPro-kamera af børnene selv i Kampung Melayu – et af de fattige ’landsbysamfund’ i Jakarta. Til den film er der også en opgave, hvor eleverne skal finde forskellige ting undervejs i filmen.
Desuden fortæller Benni Bødker i en lille film om inspirationen til at skrive historien ’Forsvundet i Jakarta’. Og så er der som altid en lille film, hvor I kan lære at tælle til 10 på indonesisk.
Film fra PlanBørnefonden
Årets organisation har også lavet en lang række korte film, der tager dine elever med ind mellem smalle gader, ud på de små øer og helt ind i flere hjem, og som giver et rigtig fint indblik i dagliglivet for børn i Indonesien.
På hjemmesidens temaside med tre børneportrætter ('Indonesiens Børn') kommer I helt tæt på fire forskellige børn, der bor på tre meget forskellige måder. I hører om deres drømme, daglige pligter, lege og meget andet – og her er det børnene selv, der fortæller. Meget af det som korte filmklip.
På hjemmesidens temaside om årets projekt i børnehøjde har PlanBørnefonden også lavet nogle korte film om, hvad årets projekt går ud på, og hvorfor det kan gøre stor forskel for børnene i Jakarta. Det kan I bl.a. se i en 360 graders-film (læs nedenfor).
Oplev Indonesien i 360 graders film – eller med VR-briller
Som noget særligt i år giver PlanBørnefonden jer mulighed for at opleve steder i Indonesien i små film, hvor eleverne selv kan kigge sig omkring og få en levende og sanselig oplevelse. De er lavet i samarbejde med VR-virksomheden 'Take a Walk', som i forvejen samarbejder med mange skoler i Danmark.
Alle skoler kan se en redigeret udgave som 360 graders-film, hvor eleverne selv med musen eller fysisk med en tablet kan vende sig frit i alle retninger – på almindelig storskærm, PC eller Mac.
Hvis I selv har VR-briller og adgang via 'Take a Walk', kan I finde materialet på deres platform og se filmene som ægte virtual reality.
I kommer med ud i projektområdet i en af Jakartas kampunger og oplever de smalle gyder og at stå ved floden, hvor husene står på pæle på vandet. I kommer op på skolens tag, hvor der er fodboldbane og hvor man kan kigge ud over husene. I kommer også med til en lille vulkanø, hvor I oplever et frikvarter på en skole, der ligger helt ud til stranden, og følger et barns vej hjem – en stejl tur op ad bjergskråningerne på siden af en vulkan.