Opgaver til Natur/teknologi
Årets opgaver til Natur/teknologi tager udgangspunkt i temaer, som knytter direkte an til Indonesiens dyreliv, natur og geografi.
Du kan også lade eleverne arbejde med ligheder og forskelle på børneliv i Danmark og Indonesien eller lave digitale fotohistorier eller kalendere, hvor de undersøger og formidler deres viden om levevilkår i Indonesien. Endelig har PlanBørnefonden lavet et spil om klimaforandringer. Alle opgaverne ligger i Opgavebanken.
I opgaverne til Natur/teknologi får I en masse gode muligheder i år.
I kan bl.a. lave jeres egne vulkanudbrud, bygge huse på pæle og plante en mini-regnskov i et glas. I nogle af opgaverne eksperimenterer eleverne naturfagligt ud fra IBSE-metoden (Inquiry Based Science Education). Opgaverne passer godt sammen med film, billedserier, faktabøger og quizzer på introsiden ’Opdag Indonesien’ – og med faktastoffet i elevbogen.
Vulkanværksted: Her arbejder i med vulkanudbrud, jordskælv og tsunamier. I kan også inddrage Billedkunst og arbejde kreativt med at bygge jeres egne vulkanøer.
Lav en mini-regnskov: Eleverne inspireres af Indonesiens regnskove til at lave deres egen mini-regnskov i et glas.
Byg en kampung på pæle: Byg en kampung – en samling små huse på pæle, som man ser det i Jakarta. Eleverne skal bruge ispinde, sugerør og andre materialer. Husene skal efterfølgende testes for holdbarhed.
Videoquiz: Eleverne ser en videooptagelse fra en gåtur gennem Kampung Melayu i Jakarta. De skal være meget opmærksomme, for deres opgave er at finde ting og mennesker på vejen.
Dyrebiografi: Hvorfor ser dyrene ud, som de gør, og hvordan kan man beskrive dem i en dyrebiografi, hvor man bruger metoden med de 7 F’er: Føde, Form, Farve, Findested, Formering, Fjender og Forsvar.
Indonesiens børn: Lær fire indonesiske børn at kende – med små film, fotoalbum, vennebøger og tidshjul. Med PlanBørnefondens fine portrætter kommer I helt tæt på hverdagen hos fire børn, der lever tre ret forskellige steder i Indonesien. Og I laver selv vennebøger, tidshjul og sammenligner levevilkår.
Lær om PlanBørnefondens projekt i Indonesien: Årets organisation PlanBørnefonden har lavet en flot temaside – 'Klimamissionen' – her på hjemmesiden. Den giver eleverne et godt indblik i, hvad årets projekt om klimaforandringer, oversvømmelser og undervisning af børn i Jakarta handler om. Der hører ikke en opgave til denne aktivitet.
Lav flotte fotohistorier eller en digital kalender: Eleverne formidler deres nye viden om Indonesien ved at lave digitale fotohistorier eller en interaktiv lågekalender. Eleverne undersøger, læser, udvælger, disponerer, skriver og præsenterer. Værktøjerne ligger på hjemmesiden og er nemme at arbejde med. Alle de vigtigste tekster kan læses højt, så også de mindste kan være med.
Spil brætspillet 'Klimamissionen' i klassen: Det er et klimaspil med aktiviteter, som årets organisation PlanBørnefonden har udviklet. Her bliver eleverne engageret i nogle af de samme temaer, som børnene i Jakartas kampunger. De lærer, hvordan små valg kan gøre en stor forskel for miljø og klima. Det er et klassespil, hvor eleverne arbejder sammen om at blive dygtige klimaagenter. De optjener point ved at løse opgaver, diskutere dilemmaer og udføre små kreative eller klimavenlige handlinger
Find alle opgaverne i Opgavebanken.
Du kan også se beskrivelsen af Natur/teknologi-modulerne i lærervejledningen på side 40-41. Dem kan du se som PDF her:
Moduler til N/T (uddrag af lærervejledning som pdf)