Materialet er varieret og nemt – med mange muligheder. Få overblikket her
Her får du et samlet overblik over, hvad årets undervisningsmateriale består af – bøgerne, opgaverne, web-aktiviteterne og filmene. Alle elementer er lige til at bruge og bygge et spændende og varieret forløb med. Du kan læse mere om de enkelte dele på de andre sider i menuen til venstre.
Til ét fag eller til flere. Til en fagperiode eller til fulde temauger. Til 1.-5. klasse.
I dette års materiale kommer dine elever med på en spændende rejse til det enorme ørige Indonesien. Landet består af over 17.000 øer med stor diversitet i både naturtyper, folkeslag og sprog. I besøger millionbyen Jakarta og kommer tæt på nogle af 'kampungerne', som er livlige og tæt bebyggede 'landsbyer' i storbyen, hvor mange af de fattigste mennesker bor. I kommer ud på landet på Java blandt rismarker og regnskove. Og helt ud på en af de mange vulkanøer, hvor klimaet og livsvilkårene er helt anderledes. Alle steder møder eleverne menneskerne og naturen – og oplever børnenes dagligdag helt tæt på.
Det består materialet af:
- Elevbogen i stort format med fortællinger af Benni Bødker, masser af faktastof og flotte illustrationer.
- Lærervejledningen og lærer-materialer her på hjemmesiden.
- Opgavebanken med masser af niveau-differentierede fagopgaver og miniforløb til 1.-5. klasse.
- Film, fakta og oplevelser til eleverne på hjemmesiden.
- Mød Indonesiens børn, hvor eleverne arbejder med børneportrætter.
- 'Klimamissionen', hvor eleverne oplever årets støtteprojekt i børnehøjde.
- 2 web-værktøjer og iPad-app, hvor eleverne skal researche og formidle.
Populært blandt eleverne – år efter år
Der er meget at opleve og lære for dine elever i materialet, og du kan forvente stort engagement i klassen. Det får vi at vide fra mange lærere, der bruger U-landskalenderens materiale. De fortæller også, at eleverne husker forløbene og glæder sig til næste gang.
Alt indholdet er nemlig nyt hvert år – både landet, de faglige tematikker, bogen, filmene, billederne og opgaverne. Men samtidig er eleverne fortrolige med måderne at arbejde på.
Idéen bag: Engagement og høj faglighed
Målet med materialet er at ramme den rette balance: At holde en høj faglighed og didaktisk kvalitet – samtidig med at et det er spændende og engagerende for eleverne og giver dem globalt udsyn, som de ikke får andre steder. Materialet lægger op til, at de selv skal undersøge, observere, danne hypoteser og formidle stof. Opgaverne understøtter vigtige kompetencemål og arbejder med Det 21. århundredes kompetencer.
Fleksible forløb – eller enkelt-opgaver
De fleste bruger materialet til et længere tema i et eller flere fag – eller til 1-3 tværfaglige temauger. Det hele er tilrettelagt, så det er nemt at skalere. Samtidig er materialet fleksibelt, så du kan også nøjes med plukke enkelte aktiviteter og opgaver ud til dit fag og bruge dem alene.
Der er en klar rød tråd. Tematikkerne bliver udfoldet både i bogens fortælling, i opgaverne til forskellige fag, i filmene og i hjemmesidens aktiviteter. Derfor oplever eleverne på samme tid at være på opdagelse og at føle sig på hjemmebane.
Et grundforløb og opgaver til hvert fag
Du får et færdigt forslag til et grundforløb, der giver eleverne en god og varieret introduktion til årets land og til årets vigtigste tematikker. Oven på det kan du så frit kombinere grydeklare opgaver og aktiviteter, der passer til de fag og den tid, din periode skal dække.
Opgaver – brugsklare og med faglige mål
Alle opgaver er beskrevet trin-for-trin og ligger klar som printvenlige opgaveark her i lærersidens Opgavebank.
Alle opgaver indeholder aktiviteter, der er differentieret efter klassetrin. Og hver opgave viser de kompetencer og målpar, den understøtter til hvert klassetrin. Bagerst i lærervejledningen finder du også et skema med samlet overblik over de kompetencemål, alle opgaverne understøtter.
Elevbogen af Benni Bødker
Elevbogen er et omdrejningspunkt i materialet og meget populær på skolerne. Du sagtens bruge alle de andre dele af materialet uden elevbogen, men den er god som rød tråd eller som intro til et forløb – og den er oplagt til et litteraturfagligt danskforløb. kan også høre den som lydbog her på hjemmesiden.
Bogen rummer flere fortællinger:
- Hoved-fortællingen 'Forsvundet i Jakarta'.
- Tre sjove eventyr fra Indonesien, som Benni Bødker fortæller i lav lix til de yngste læsere.
Resumé af 'Forsvundet i Jakarta':
Harun bor med sin familie i Jakarta, hovedstaden i Indonesien.
Nogle dage kan det være en udfordring bare at komme i skole, for han bor i en af de fattigste dele af byen lige ved bredden af en af de store floder. Her oversvømmer vandet oftere og oftere de små huse, og så gælder det om i en fart at redde familiens ejendele fra at drukne. Når vandet står rigtig højt, må han svømme i skole!
Men Harun har også ansvaret for sin lillesøster Kamilah, og det er næsten en lige så stor udfordring. Kamilah elsker historier, og når hun sætter sig noget i hovedet, så gør hun det også.
En dag er Kamilah pludselig draget hjemmefra på egen hånd, og Harun er nødt til at finde hende. Han opdager, at Kamilah er på vej ud til bjergene og kysten på jagt efter den gamle historiefortæller Ariya. Sporet fører igennem den enorme millionby, men Harun er nødt til at finde sin lillesøster, inden det går galt.
Bogen er på 64 sider. Teksterne har varierende længde og lix. På hjemmesidens 'Opdag Indonesien' ligger fortællingerne også som skærmbøger. Her kan eleverne læsetræne ved at se teksten side for side – og få den læst højt.
Desuden rummer bogen masser af faktastof i form af billedtekster, bokse og temasider, som kan bruges i arbejdet med opgaver.
Hjemmeside og iPad-app: Læring, sjov og materialer
Opdag Indonesien:
Denne sektion kan eleverne bruge som introduktion, som ekstra research eller bare som underholdning. Her høster de på en sjov måde en masse indtryk om landet på egen hånd – gennem film, billedserier, quizzer, infografik og små faktabøger.
Film fra DR Ramasjang:
Her kan I se de fiktionsfilm, som DR i år har lavet til Børnenes U-landskalender. Eleverne kan ikke se dem uden videre på egen hånd, fordi de kræver et DR-login. Men du kan vise dem til klassen i timerne eller spisepauserne.
I den store serie 'Jagten på regnbuens magiske legebamse' fra DR Ramasjang må Motor Mille og Hr. Skæg rejse helt til Indonesien og søge hjælp hos kvikke børn for at redde hele verdens evne til at lege.
Indonesiens børn:
I denne web-sektion får dine elever mulighed for at lære fire indonesiske børn nærmere at kende – som bor ret forskellige steder. Eleverne kan gå på opdagelse i en vennebog, et tidshjul over en almindelig dag, fotos og små tekster plus korte film om hvert af de fire børn. På den måde kommer de helt tæt på hverdagen. Læs mere Indonesiens børn her
Klimamissionen:
På denne temaside oplever dine elever, hvad der er meningen med årets støtteeprojekt – og hvordan det kan gøre gavn for børn og unge i Indonesien. De oplever det i børnehøjde gennem en kort fortælling i små tekster og filmklip. Læs mere om Klimamissionen her
Fotohistorier:
Komplet web-værktøj, hvor eleverne kan researche og formidle deres viden i fotohistorier med billeder, tekst og lyd ud fra opgaveemner til dansk og N/T. Læs om fotohistorie-værktøjet her.
Lav kalender:
Komplet web-værktøj, hvor eleverne kan skabe en flot, virtuel lågekalender, der sendes til en målgruppe, I selv vælger – f.eks. forældrene eller en venskabsklasse. De researcher og formidler deres viden bag lågerne med billeder, billedtekster og overskrifter. Læs om kalender-værktøjet her.
Lærervejledningen – komplet og overskuelig
Lærervejledningen er i stort format og på 52 sider. Du kan læse den som PDF her på siden eller få den som trykt bog med klassesættet.
Den giver både ekstra baggrund og et praktisk overblik, der giver ideer til dit undervisningsforløb. Den er opbygget overskueligt som en håndbog, så du kun behøver at læse lige de emner, der er mest relevante for dig. Den rummer bl.a.:
- Stor faktasektion, der giver dig bred baggrundsviden om Indonesien, så du kan svare elevernes spørgsmål. De fleste fotos i faktasektionen ligger også klar i Billedbanken, hvis du vil vise dem på storskærmen, mens du fortæller.
- Forslag til undervisningsforløb – med ideer til, hvordan du kan kombinere opgaver og aktiviteter til dit fag og behov.
- Nem vejledning til web-værktøjerne til fotohistorier og Børnenes Egen U-landskalender. De er selvforklarende for eleverne, men her får du lidt ekstra tips og overblik.
- Overblik over alle kompetencemål, der tilgodeses i hvert fag og klassetrin – og hvilke opgaver, der understøtter dem.
Lærer-universet her på hjemmesiden
Det er her, du er nu, og det rummer alle materialer:
- Opgavebanken med alle opgaverne som opgaveark, klar til at printe ud.
- Filmbanken med alle materialets film samlet – lige til at afspille på klassens storskærm.
- Billedbanken med fotos fra lærervejledningen, elevbogen og alle hjemmesidens billedserier. De er ment som et ekstra værktøj, hvis du vil vise billeder for klassen eller selv vil lave særlige aktiviteter.
- Links til endnu mere viden.
Professor
Jeppe Bundsgaard:
Dette undervisningsmateriale er et godt eksempel på, hvordan inddragelse af et opgave-univers på computeren kan give eleverne en mere indlevende oplevelse og samtidig støtte fagligt relevante aktiviteter. Eleverne kommer i kraft af elevbogens levende og gennemillustrerede fortælling og dens faktuelle tekster med helt ud i en meget anderledes hverdag og får lejlighed til at opleve, at ikke alle børn lever et liv, som de selv gør.
De tilknyttede forløb støtter læreren og eleverne i at arbejde fagligt kvalificeret med de berørte emner. De tre forløb er tilrettelagt efter inspiration fra Teaching-Learning Cycle og inquiry based science education, så børnene skiftevis arbejder analytisk og produktivt og herigennem udvikler et fagsprog til at tale om det, de arbejder med i materialet.