Gå til hovedindholdet Gå til undermenuen

Børn og unge er med til at bestemme klimaindsatser i deres eget område 

Oversvømmelser, beskidt vand i gaderne og i stuerne, aflyste skoledage og en storby, der synker med hastige skridt. De fattigste børn og unge i Indonesiens hovedstad, Jakarta, mærker klimaforandringerne på deres egen krop. PlanBørnefonden støtter Jakartas udsatte børn og unge i at skabe modstandsdygtige lokalsamfund og tilpasse sig klimaforandringerne.

Med årets projekt støtter PlanBørnefonden Jakartas mest udsatte børn og unge i at tilpasse sig et ændret klima. De lærer om klima i skolen, de er med til at skabe løsninger lokalt, og de får indflydelse på byens klimaindsats.

En by under vand 

Jakarta har et kæmpe problem med vand, som rammer indbyggerne i byens fattigste områder særlig hårdt.

Byen ligger mellem 13 floder, der leder store mængder af vand oppe fra det bjergrige landskab bag byen. Samtidig synker hele byen faktisk op til 20 cm hvert år, så flere områder ligger allerede under havets overflade.

Oven i det kommer klimaforandringerne: Havet stiger og storme og regnvejr bliver hyppigere og kraftigere. Derfor rammes Jakarta nu ofte af store oversvømmelser.

Over hundrede gange om året

Når de tropiske regnvejr rammer byen, stiger vandstanden ofte – og lynhurtigt. Floderne flyder over og fylder gader og hjem. Årligt kan der nu sagtens være langt over hundrede større oversvømmelser. I de værst ramte områder kan vandet stige mere end fire meter.

Mange af Jakartas fattigste og mest udsatte indbyggere bor i små ’lommer’ i den moderne storby. De kaldes kampunger og er en slags landsbyer med masser af små huse og trange gader. Og det er netop her, oversvømmelserne rammer oftest og hårdest.

Kampungerne ligger ofte helt nede langs floderne og i havneområder. Mange af husene er selvbyggede, og ganske små, men de har typisk 2-3 etager. Den nederste etage bliver nemlig ofte oversvømmet.

De store oversvømmelser er i sig selv farlige – og vandet bringer også skrald, snavs og sygdom med sig.

Børnene skal have en tryggere fremtid

Folk i kampungerne er vant til oversvømmelserne, gode til at rydde op og gode til at hjælpe hinanden. Men der er brug for mere hjælp og bedre beredskab.

Det er særlig vigtigt for børnene. Ofte må de blive hjemme i dagevis – nogle gange i uger – når skolen lukker, hjemmet oversvømmes, og hverdagen går i stå. Næsten 3 millioner børn i Jakarta mærker konsekvenserne i deres hverdag.

I takt med at klimaforandringerne forværres, får de også dårligere muligheder for at skabe sig en bedre fremtid.

Børn skal ikke bære ansvaret for at løse problemerne ved klimaforandringerne, men de skal inddrages i beslutninger og løsninger, der former deres liv. Og de skal have redskaber til at skabe forandring og en tryggere hverdag, dér hvor de bor.

Med årets projekt giver PlanBørnefonden børn og unge i Jakarta mulighed for at hjælpe deres egne lokalsamfund. Med undervisning, bæredygtige initiativer og styrket indflydelse støtter projektet dem i at blive bedre til at håndtere oversvømmelserne og andre lokale konsekvenser.

På den måde gør de en vigtig forskel.

 

Klima på skoleskemaet

Klimauddannelse er vigtigt i årets projekt, og skolerne spiller på flere måder en central rolle.

For det første bliver skolerne selv bedre rustet til at hjælpe lokalbefolkningen, når katastrofer rammer. Skolerne er afgørende for beredskabet, og de er fx ofte tilflugtssted for de hårdest ramte, når vandet stiger.

I mange skoler mangler der dog stadig forberedelse og beredskabsplaner.

En stor undersøgelse blandt over 3.600 skoler i Jakarta har vist, at 46% af dem mangler standardprocedurer og er ikke rustet til at håndtere oversvømmelser og ekstremt vejr.

Desuden rapporterer mange af lærerne, at de mangler ressourcer til at undervise i katastrofer og klimaforandringer.

For det andet skal skolerne undervise børn og unge i, hvad klimaændringer er, hvordan de rammer Jakarta, og hvad de selv skal gøre for at være trygge og forberedte, når oversvømmelserne rammer.

Gennem leg, aktiviteter og forskellige øvelser får de konkret viden om katastrofeberedskab – og om hvordan de selv kan bidrage til gode løsninger i deres egen kampung 

Unge skaber lokal forandring

Et andet fokus i projektet er at støtte ungdomsgrupper, som allerede arbejder med klima i deres nærområder.

Gennem initiativet ‘Youth-Climate Action Accelerator’ får 30 ungdomsdrevne organisationer støtte og små tilskud til at gennemføre egne klimatiltag i lokalområdet. Det skaber både lokale løsninger og giver inspiration til andre børn og unge.

De unge laver fx lokale oplysningskampagner, fjerner affald eller laver workshops, hvor de indsamler plastik- og papiraffald, som de laver om til brugbare ting som tasker eller notesbøger, der senere kan sælges og skabe lidt ekstra indtægt til familierne.

Børns stemmer bliver hørt

Et tredje vigtigt formål med årets projekt er at støtte børn og unge i Jakarta i at blive hørt.

De vil blive inddraget i møder med Jakartas beslutningstagere og lokale ledere, hvor de kan dele deres erfaringer og ideer til, hvordan byen kan udvikle en klimaindsats, der både er mere børnevenlig og mere lokalt forankret.

Projektet skal sikre, at børn får en stemme og at deres perspektiver præger byens klimaplaner.

 

Sådan fungerer projektet

Projektet skaber forandring på tre niveauer – skole, lokalsamfund og politisk. Det vil samle børn, lærere, ungdomsorganisationer og myndigheder i en fælles klimaindsats i 15 lokalsamfund i Jakarta, der når ud til ca. 100.000 børn og voksne:

  • Lærere og ungdomsledere trænes i at undervise om klimaforandringer og katastrofeberedskab med materialer udviklet i samarbejde med elever.

  • Skoler får støtte til at udvikle og implementere beredskabsplaner, der involverer elever, lærere og skoleledelse.

  • Børn får klimauddannelse og engageres i grønne, skolebaserede initiativer, som gavner klimatilpasningen.

  • 30 ungdomsorganisationer modtager støtte og tilskud til lokale klimaindsatser.

  • Unge får uddannelse og mentorstøtte for at styrke deres evne til at planlægge og gennemføre klimaaktiviteter.

  • Børn og unge deltager i dialogmøder med myndigheder og i offentlige kampagner for bedre klimauddannelse og for lokal klimaindsats.

Disse FN-verdensmål støtter projektet

Mål 4: Kvalitetsuddannelse. Projektet udvikler klimaundervisning og katastrofeberedskab i skoler. Det styrker børns viden og forberedelse på klimaforandringer. 

Mål 5: Ligestilling mellem kønnene. Der er fokus på at sikre lige adgang og støtte til alle, så alle får lige mulighed for at deltage i projektet.

Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. Projektet engagerer børn og unge I bæredygtige projekter I deres lokalsamfund i Jakarta. 

Mål 13: Klimaindsats. Projektet øger klimabevidstheden og skaber konkret handling gennem undervisning og bæredygtige projekter, som styrker samfundets modstandsdygtighed. 

Mål 17: Partnerskaber for handling. Partnerskaber mellem lokale og regionale/nationale aktører styrker samarbejdet på både lokalt, regionalt og nationalt niveau.  

Bestil klassesæt nu

Trykt klassesæt 300 kr.
(Pris ekskl. moms)

  • 30 elevbøger
  • 2 lærervejledninger
  • Adgang til app og web

Bestil trykt klassesæt

Bestil gratis PDF-klassesæt

U-landskalenderen har gjort en forskel

Børn i mere end 40 lande har igennem årene fået gavn af U-landskalenderens projekter. Men hvad kom der ud af indsatsen?

Læs her om nogle af resultaterne

Børn hjælper børn – verden rundt

Gennem årene har U-landskalenderen hjulpet børn i mere end 40 lande – særligt i Afrika, Asien og Latinamerika. Blandt de mange projekter er:

  • Bedre skolegang for børn i Zambia, Kenya, Tanzania og Bangladesh
  • Bedre ernæring til børn i Congo og Nepal
  • Hjælp til flygtningebørn i Myanmar, Jordan og Libanon
  • Bekæmpelse af polio i afrikanske lande
  • Hjælp til børn med handicap i Chile
  • Bygning af børnehaver og skoler i Indien, Peru og Tanzania U-landskalenderen verden rundt.

Se hele listen over de sidste 60 års lande og hjælpeprojekter her